fredag den 13. marts 2009

Palm Cove

21. november 2008

Sidste dag i Australien for denne gang startede perfekt. Efter en glimrende morgenmad skulle vi på vores hotel Sea Temple Resort & Spa have en spa-behandling. Faktisk første gang jeg skulle give mig i kast med denne for mig at se ”kvindelige ting”. Men jeg blev positivt overrasket, og nu kan jeg sige, at det også kan anbefales for den mandlige del af TEAM BENNS kunder. Jeg fik en slags saltbehandling på hele kroppen (uden at skulle kloge yderligere i, hvad det så skulle gøre for kroppen). Men en ok oplevelse, som naturligvis skulle prøves, når man nu var kommet til Palm Cove.

Efter behandlingen fik vi tjekket ud og kørte tilbage til Cairns. Her kunne vi lige nå at besøge Cairns Tropical Zoo. Dette er en af Queenslands absolut største og bedste zoologiske haver med flest dyrearter og underholdende indslag for de besøgende. Man har chancen for at få taget det nærmest uundgåelige billede af sig selv med en koala-bjørn på skulderen. Man kan holde en krokodille-unge, se shows med slanger og meget andet. Faktisk må jeg sige, at det var en rigtig god oplevelse. Vel nok den bedste dyrepark / zoologiske have, vi overhovedet så på turen.

Efter besøget i Cairns Zoo blev vi af Tropic Wings kørt i lufthavnen. Vi skulle flyve indenrigs fra Cairns til Brisbane med Virgin Blue Airlines. I Brisbane skulle vi videre til Thai Airways fly mod Bangkok. Mange tak for mange gode oplevelser og på gensyn til Australien

Ingen kommentarer:

Send en kommentar